Cy, Maia & Robert var i 1965-1968 en engelsk/dansk/fransk folkemusikgruppe. Den turnerede bl.a. med den amerikanske sanger Paul Simon i Jylland i 1965, lige som den varmede op for den engelske sanger Donovan ved hans koncerter i København og Malmö.
Trioen bestod af den engelske sanger og guitarist Cy Nicklin, den danske sangerinde, fløjte- og harmonikaspiller Maia Aarskov samt den franske sanger og guitarist Robert Lelièvre. En stor del af gruppens repertoire var tekster fra den amerikanske digter og sangskriver Paul Secon, som blev sat til musk af Robert Lelièvre.
Cy, Maia & Robert var især kendt for deres flerstemmige vokalharmonier, den stilsikre sceneoptræden og en velproduceret musik, der med reference til Peter, Paul and Mary lå tæt op ad tidens popmusik.
Uenighed om den musikalske udvikling medførte, at gruppen blev opløst i 1967. I et interview fortalte Cy Nicklin i 1976 om bruddet:
"... da Beatles fik udsendt "Revolver", slog det benene væk under mig. Sendte mig tilbage i stolen. Det var den slags musik, jeg ønskede at engagere mig i. Robert var mere interesseret i blues og ting som Julie Driscoll og Jimi Hendrix og ønskede at udvikle sig mere teknisk på guitar, som enhver guitarist jo bør. Og Maia ønskede at bibeholde det akustiske." Cy, Maia & Robert nåede at udsende to singleplader og to LP-plader. Efter den anden LP-udgivelse, var det tanken, at de skulle turnere i USA, men den indbyrdes tvivl om trioens musikalske fremtid gjorde, at planen aldrig blev realiseret.
Source: Wikipedia (https://da.wikipedia.org/wiki/Cy,_Maia_%26_Robert)